Marken

Sommeren ‘22 tilbragte jeg sammen med bedsteforældre i deres lille landsby i Thailand. De bor langt ude på landet i Isaan regionen, som er befinder sig i midt til nordøst Thailand. Dette området er stærkt præget af landbrug, og der er mange små landsbyer, hvor folk dyrker alt fra ris til frugt og grønt.

På “Marken” befinder vi os i en af min families rismarker. Denne sommer tilbragte jeg meget tid i marken. Her hjalp jeg til og vidende hele ris-processen helt fra jord til bord.
Sommeren er regnsæson, og det er netop i denne tid man planter og dyrker risen. Risen trives nemlig bedst i oversvømmede arealer. Når man skal plante ris, smider man klip klapperne og træder barfodet ned i mudderet under vandet. Nogle gange har man vand helt op til hofterne, og der står man i vandet i timevis. Med så lange dage i solen, er man nødt til at være dækket af tøj fra top til tå.

Der findes forskellige måder at så risen på. I takt med at teknologien så småt strømmer ud til landsbyerne, er nogle familier begyndt at benytte sig af såmaskiner. Hele min familie gør stadig alt ved håndkraft. På den måde føler de, at de har den helt rigtige fornemmelse for hvor præcist hver enkelt ris-strå skal placeres. Det giver også flottere og bedre resultater – mener de. Dog er det også langt mere tids- og energikævende. En typisk dag kan se således ud:

Tidlig morgen omkring kl. 04.30-05 begynder landsbyen allerede vrimle med folk. Nogle igang med madlavning, andre på vej til marken med deres bøfler, og nogle andre venter langs vejen på munkenes morgenvandring.
Kl. 07.30 efter børnene er afleveret i skole, tager de resterende i markerne. Her er de resten af dagen, indtil det begynder at blive mørkt.
Udover at så ris i timevis, går dagen også med at se efter køerne, bøflerne og de andre dyr. Muligvis fiske lidt, fange krabber, eller holde øjnene åbne for slanger.
Forskellige poster udledes mellem familiemedlemmerne. Blandt andet at en gruppe går ned og river tidligere sået ris op, giver det til en anden gruppe, som derefter sår risen i et mere oversvømmet areal. Og sådan fortsætter det i flere uger.
Omkring kl. 15 hentes børnene og kommer nogle gange med ud i marken, så de enten kan hjælpe til, lave lektier eller lege frit.
Noget tid før det bliver mørkt tager et par stykker hjem med børnene og begynder på aftensmaden, mens andre bliver og gjort det sidste i marken.
Omkring kl. 18 kommer de fleste hjem og spiser aftensmad sammen i et stort fællesskab. Herefter ordnes praktiske ting som opvask, bad og puttetid for de små. For nogle er dagen slut, og andre må tilbage i marken for at tjekke en sidste gang op på dyrene, før de selv kan lægge sig til at sove.

Når jeg ser på “Marken”, har jeg svært ved at sætte ord på den følelse jeg får. Jeg tænker på den fredfyldte stemning, frisk luft, samarbejde der går op i en højere enhed, landsby- og landbrugslivet og meget mere. Jeg får så stor respekt og taknemlighed for det kæmpe arbejde og tid der lægger bag en lille pose ris.
Derfor har jeg malet “Marken” som en hyldest til min hårdtarbejdende thailandske familie og andre som driver landbrug. Jeg håber “Marken” kan sætte lys på det smukke og hårde arbejde der ligger forud for at vi kan købe ris herhjemme.